Ansættelse

 

"For teknologirådet har det været meget vigtigt med den tætte støtte fra HovedHuset både i kraft af den generelle viden, som HovedHuset har om hjerneskader, men også kendskabet til den ansatte og dennes specielle behov. Det har bidraget til en meget succesfuld fleksjobansættelse, at HovedHusets jobkonsulent har kunnet tale mere direkte til den ansatte om ressourcer og barrierer - det har virket forebyggende", siger Jeanette Thomsen, ansvarlig for økonomi og administration i Teknologirådet. 

 

Hjerneskader rammer ganske almindelige og velfungerende mennesker fra alle samfundslag. De har alle aldre og personligheder, forskellige typer af uddannelsesbaggrunde og erfaringer fra vidt forskellige jobfunktioner og ansvarsområder. Derfor er der heller ikke en opskrift på det bedste ansættelsesforløb, men i HovedHuset har vi samlet nogle erfaringer, man kan tage udgangspunkt i.

 

I de ansættelsesforløb, HovedHuset har været involveret i, har det været vigtigt:

  • At oplæringen sker i et langsom og roligt tempo, der får den ansatte til at føle sig tryg. Den ansatte kan herefter langsomt udvide arbejdsopgaverne, efterhånden som de eksisterende opgaver beherskes. 
  • At starte med en praktik eller en gensidig prøveperiode. På den måde får man set hinanden an, og man undgår nederlag ved en eventuel afskedigelse. 
  • At informere kolleger om hjerneskaden/skader og de ressourcer og barrierer, der eksisterer. Det giver forståelse og kan afhjælpe problemstillinger, der opstår hen ad vejen. 
  • At tage mindre og realistiske skridt. Det betyder meget for arbejdsgiveren, at ansættelsen bliver en succes og ikke et nederlag for nogen af parterne.

De arbejdsgivere, HovedHuset har samarbejdet med, mener, at HovedHuset kan hjælpe arbejdsplads og arbejdstager fordi:

  • HovedHuset kan formidle viden om hjerneskader generelt og om den ansattes individuelle situation.
  • HovedHuset taler direkte om ressourcer og barrierer - det virker forebyggende.
  • HovedHuset kan give støtte til arbejdsgiveren, så denne kan gennemskue, hvad den ansatte kan og ikke kan. Dette er specielt vigtigt, når den ansatte har manglende indsigt i egen formåen og/eller negligerer egen skade.
  • Arbejdsgiveren er realistisk omkring, at den ansatte har særlige behov, og at disse er vedvarende.  

De arbejdsgivere, vi har arbejdet sammen med, har fortalt os om deres betænkeligheder/barrierer ved ansættelse af en medarbejder med erhvervet hjerneskade:

  • Arbejdsgiverne kan være bekymrede for, at kollegerne ikke får den rette information: kollegerne skal være med, orienterede og indforståede - ellers kan det resultere i misundelse og misforståelse over de særlige vilkår.
  • At skaden er usynlig og derved svær at forstå og formidle - man risikerer derved også at glemme, at der er en hjerneskade.
  • At medarbejderen mangler realistisk indsigt i egen formåen.
  • At arbejdspladsen ikke er rummelig og fleksibel nok.
  • At behovet for støtte og opfølgning ikke bliver mødt og/eller opdaget.