Tilbage på job

 

I Danmark lever ca. 60.000 mennesker med følgerne af en erhvervet hjerneskade. Hjerneskader rammer ganske almindelige og velfungerende mennesker fra alle samfundslag. De har alle typer af uddannelsesbaggrunde og erfaring fra vidt forskellige jobfunktioner og ansvarsområder. Mange af disse mennesker har på trods af hjerneskaden meget at bidrage med på arbejdsmarkedet.

 

Det bagvedliggende forløb

For en person, der har været udsat for en blodprop, hjerneblødning, et hovedtraume eller lignende med efterfølgende beskadigelse af kognitive eller fysiske funktioner, følger ofte et længerevarende hospitalsophold og et intensivt genoptræningsforløb.


Når den første intensive genoptræning er afsluttet, flyttes fokus til mulighederne på arbejdsmarkedet. Personen har under genoptræningen formentlig fået en indsigt i skaden, og hvad den betyder i praksis, men det er HovedHusets erfaring, at det er vigtigt for personen selv og for arbejdsgiveren, at det afprøves i konkret arbejde: En erhvervet hjerneskade resulterer ofte i usynlige handicap, så selvom personen giver udtryk for/husker gamle kompetencer, viser handicappet sig måske først, når opgaverne skal udføres i praksis.

Se folderen "Usynlige handicap efter en hjerneskade"

 

Afklaring af kompetencer og ressourcer

HovedHuset er en arbejdsplads, hvor de hjerneskadede medlemmer og husets medarbejdere i fællesskab løser de opgaver, der er forbundet med husets drift. I dagligdagen er der fokus på den enkeltes styrker, og gennem de forskellige arbejdsopgaver og fællesskabet i huset trænes både faglige og sociale kompetencer. Målet med afklaringen er, at personen med en erhvervet hjerneskade kender sine kompetencer samt kompenserende strategier og eventuelle hjælpemidler for udførelse af den pågældende arbejdsfunktion.

 

Det er HovedHusets erfaring, at den succesfulde ansættelse starter med et rigtigt match af medarbejder og jobfunktion.

 

 

I menuen til venstre kan du læse om udfordringerne på vejen tilbage på arbejdsmarkedet, ligesom du kan læse om, hvad HovedHuset har erfaret virker for arbejdsgiver og den ansattte.