Claus fortæller

 

SOM AFASIRAMT ER DET NATURLIGT FOR MIG AT HJÆLPE ANDRE MED AFASI

 

Claus Xavier Nielsen startede som et af de første medlemmer af HovedHuset i 2006. Det tiltalte ham, at han kunne være med til at skabe sin egen hverdag, og at rammerne var der til, at han kunne forfølge sine egne drømme og mål om meningsfuld beskæftigelse. Og Claus har nået de mål han satte sig: I 2001 da Claus fik en hjerneblødning kunne han efterfølgende ikke tale, men i dag holder han foredrag og er tilknyttet HovedHuset som ekstern underviser, hvor han taletræner andre med afasi.

 

Det er vigtigt at have det sjovt

Claus kommer i HovedHuset tre gange om ugen, hvor han på skift taletræner med fire forskellige medlemmer med afasi. Selvom Claus selv har afasi, bruger han sin egen erfaring og hårdt tilkæmpede færdigheder til at hjælpe andre til at opnå deres drøm om et bedre sprog. Og samtidig  giver han dem et håb om, at det kan lykkes.

 

”Det vigtigste er, at vi har det sjovt” forklarer Claus om taletræningen i HovedHuset og uddyber: ”Motivation ligger i, at vi har det sjovt, når vi taletræner. De bliver bedre, når vi træner, ja, men det kommer af sig selv, når man har det sjovt. Jeg kvajer mig jo også, og det hyler vi af grin over”.

 

Det ’urealistiske’ mål

Inden Claus i 2001 fik en hjerneblødning havde han lavet mange forskellige ting. Han er uddannet inden for restaurationsbranchen og har arbejdet som tjener og køkkenchef. I 2001 skiftede han job og blev butikschef for en dagligvarekæde. Han nåede at arbejde der i et halvt år og åbne tre nye butikker, inden han fik en hjerneblødning. Det var på sygehuset han besluttede sig for at holde foredrag til trods for, at han på det tidspunkt slet ikke kunne tale: ”Jeg kunne se på personalet, at de tænkte, at det aldrig ville lykkes”.

 

I HovedHuset skaber jeg min egen hverdag

Jeg surfede på nettet og fandt frem til, at der var noget, der hed HovedHuset” fortæller Claus om, hvordan han i 2006 fandt frem til stedet. ”Specielt tiltalte det mig, at jeg selv kunne være med til at skabe min egen hverdag og ikke skulle indpasses i en fast struktur” forklarer han.

 

Claus’ mål med at komme i HovedHuset var at træne sit sprog og få støtte og hjælp til at komme i gang med at holde de foredrag om livet med en hjerneskade, som han havde drømt om siden han lå på hospitalet: ”HovedHuset har været en vigtig støtte for mig. Jeg har fået trænet mit sprog, og samtidig har medarbejderne i HovedHuset hjulpet mig til at finde steder, hvor jeg kan give min fortælling.”

 

I dag rejser Claus rundt i landet og holder foredrag om at være hjerneskadet. Det foregår blandt andet for klienter, pårørende og medarbejdere på Kurhus (Center for Neurorehabilitering), og for studerende på Ergoterapeutskolen, der læser om neurorehabilitering. 

 

”Det første mål var foredragene. Derudover har jeg hele mit liv altid lært fra mig – som kok, som tjener, og derfor er det meget naturligt for mig nu at hjælpe andre med afasi” siger Claus, der de seneste par år har været tilknyttet HovedHuset som ekstern underviser: ”Jeg får også selv noget ud af det. Gennem undervisningen får jeg trænet mit eget sprog, både verbalt og grammatisk.  

 

Meningsfuld beskæftigelse

”I HovedHuset arbejder vi med begrebet ’meningsfuld beskæftigelse’. Og for mig er det meningsfuld beskæftigelse at give mine erfaringer videre gennem mine fortællinger og gennem taletræningen” svarer Claus på spørgsmålet om, hvorvidt han i dag er tilfreds med det, han laver.

 

Claus har brugt meget tid på at studere det danske sprog, så han på bedst mulig vis kan hjælpe andre med at træne sproget. Han føler, at han nu har de kompetencer, der skal til. Derfor skal han nu til at erstatte dansk og grammatikbøgerne med filosofibøger: ”Jeg har udvalgt de fem filosoffer jeg skal til at studere. Jeg glæder mig til at komme i gang med det nye studie, jeg kan godt lide filosofi, fordi det er så ’luftigt’ – hvis man kan sige det”.