Bente Jensen fortæller

 

I HOVEDHUSET SKAL JEG IKKE FORKLARE MIG

 

Alle sagde, at jeg ikke skulle regne med at arbejde igen. Men i HovedHuset troede de på mig.

 

Som 56-årig faldt Bente Jensen om på sit job med en hjerneblødning og fik en halvsidig lammelse. Efter hospitalsophold og genoptræning ville Bente gerne arbejde igen, men det var svært at finde støtten og den rette vej. Men hun fandt vej til HovedHuset - et arbejdsfællesskab på Frederiksberg under Hjerneskadeforeningen med fokus på social- og erhvervsrettet rehabilitering af mennesker med erhvervet hjerneskade.

 

"Da jeg startede i HovedHuset var mit selvværd helt nede i nul, men når man opdager, at man kan udføre forskellige opgaver, så vokser ens selvtillid. Mine venner og familie sagde, at jeg blomstrede op, og mit humør blev meget bedre," fortæller Bente, der i HovedHuset fik noget at stå op til, afklaring omkring sin nye situation, selvværd - og et fleksjob.

 

HovedHusets rolle

Da Bente blev syg, arbejdede hun for Super Brugsen. COOP Danmark var meget indstillet på at få Bente tilbage, og hendes chef og HR-afdelingen gik i tænkeboks for at finde nye opgaver til Bente. "På det tidspunkt kontaktede jeg HovedHuset. Jeg havde brug for nogen, der vidste noget om hjerneskader. For jeg var ikke sikker på, hvad der var sket i min øverste etage, men jeg vidste, at det var noget, der skulle tages hensyn til. HovedHuset kunne hjælpe med at fortælle min arbejdsgiver, hvad det betyder at have fået en hjerneskade", forklarer Bente.

 

Indledningsvis hjalp HovedHuset med at oprette en tre-måneders arbejdsprøvning i regnskabsafdelingen i COOP, hvor Bente tastede tal ind i regnskabssystemet. Selvom COOP gerne ville ansætte Bente i en fleksjobstilling, skulle der gå seks måneder, før det blev en realitet, fordi sagsbehandlingen i kommunen trak ud.

 

Jeg kunne mere end jeg troede

Til at begynde med var Bente ked af, at hun ikke kunne fortsætte hos COOP efter arbejdsprøvningen. Men i dag er hun rigtig glad for, at hun fik mulighed for at arbejde i HovedHuset i ventetiden. Her løste Bente både administrative opgaver og serviceopgaver såsom timeregistreringer, at lave kaffe og dække op til møder: "Det handler om at få øje på nogle muligheder og ressourcer - som jeg ikke havde tænkt på, hvis jeg ikke havde været i HovedHuset".

 

Man skal ikke forklare sig

For Bente betød det også meget at være blandt ligesindede og se og høre, hvordan andre i samme situation klarer sig. Bente var især glad for de daglige planlægningsmøder, hvor alle i HovedHuset deltager. Hun fortæller, at hun på disse møder hørte andres input og fik nogle nye indgangsvinkler til hendes og andres situation, som hun ikke tidligere havde tænkt over. 

 

"Det er hele atmosfæren i HovedHuset, der gør det. Der er ro og fred - altså, der sker jo en masse, men man skal ikke hele tiden forklare sig. Alle, både medarbejdere og medlemmer, ved, hvordan tingene forholder sig, og det gør det hele meget afslappende. Man får en indre ro af at være i HovedHuset" forklarer Bente. Kontrasten til at sidde hjemme alene er stor:

 

"Hospitalsindlæggelsen og genoptræningen var hård, men det var meget værre at blive sendt hjem. Jeg havde det meget skidt. Man kommer jo bare hjem til ingenting. Det var rigtig hårdt" husker Bente, og fortsætter: "Jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom at blive isolationsfængslet. Jeg savnede noget at stå op til og følelsen af at kunne bruges til noget - det fik jeg i HovedHuset".  

 

Artikel om Bente Jensen har været bragt i medlemsbladet Fokus, Videnscenter for Hjerneskade, 17. årgang, nummer 1, Marts 2010 med titlen "Man kan mere, end man tror" 

 

Bente var fleksjobansat hos COOP i halvandet år. I dag har hun valgt at gå på efterløn og arbejder frivilligt en dag om ugen hos fysioterapeuterne hos Neuroform og to dage om ugen i HovedHuset.